Lichen Sclerosus

Lichen Sclerosus er en kronisk, ofte kløende autoimmun hudsygdom. Huden bliver ofte bleg eller hvid, enten pletvis eller mere eller mindre omfattende hele området fra klitoris til anus. Der kan komme bristninger, fissurer i huden og huden kan skrumpe, således at skedeåbningen snævrer ind. Ved behandling kan generne forsvinde eller holdes nede.

Dato:

Indledende behandling:

1.-4. uge        Smør med Dermovat salve 0,5 mg/g om aftenen før sengetid.

5.-8. uge        Smør med Dermovat salve 0,5 mg/g hver 2. aften.

9.12. uge       Smør med Dermovat salve 0,5 mg/g 2 gange om ugen.

Herefter fortsætter du med vedligeholdelses dosis 1 gang om ugen, hvis ikke andet er aftalt.

Smør med salven i et tyndt lag (mængde: svarende til en ært). Du skal anvende salven i hele området på begge sider af de indre kønslæber og smør helt ind til kønskransen, op omkring klitoris og gerne under forhuden på klitoris. Hvis dine gener også sidder i mellemkødet og omkring anus, skal salven også anvendes her.

Vi anbefaler tillige at du anvender fedtcreme med mindst 70% fedt og uden parfume. Fedcremen påsmøres 2 x om dagen gerne mere. Du skal dog være opmærksom på, at fedtcremen kan hæmme optagelsen af Dermovat salve, så påsmøringen af Dermovat salve skal ske før påsmøring af fedtcremen.

Øvrige råd:

Undgå sæbe i intimområdet. Anvend gerne olie på huden før bad

Brug bomulds/bambustrusser og undgå tætsiddende tøj. Sov evt. uden trusser, så området får luft.

Minimer eller undlad bind og trusseindlæg – ved menstruation kan menstruationskop elle tampon være løsningen.

Huden kan beskyttes med silikonebaseret glidecreme ved f.eks cykling og seksuelt samvær

Bliv din egen specialist, tilse området med spejl 3-4 gange om året

Du får størst glæde af behandlingen hvis du følger skemaet. Idet du anvender en meget lille dosis Dermovat salve på et afgrænset område, er det ikke skadeligt at bruge Dermovat salve. 

Hvis du i perioder får opblussen af gener, kan du anvende Dermovat salve dagl. i op til 7 dage. Hvis generne ikke forsvinder, trods brug af Dermovat salve, bør du kontakte din læge. Ligesom vi anbefaler du bliver tilset hvis der opstår sår eller hårde partier i området.

Vi anbefaler at du bliver kontrolleret med jævne mellemrum f.eks. hvert 2. år. Denne kontrol kan din praktiserende læge foretage.